En advanced uddannelse i hvile, regulering og tryghed (100 timer)
En overbygning for Yin Yogalærere, hvor vi nørder Restorativ Yoga – principper, stillinger, udstyr og konkret sekvensering – og hvordan du kan kombinere Yin Yoga & Restorativ Yoga på mest magisk vis. Desuden dykker vi ned i Polyvagalteori, nervesystem og regulering – samt konkrete måder du kan skabe et mere traumeinformeret rum. Sidst men ikke mindst får du konkret viden om og erfaring med at lægge hænder på kroppe ud fra en mere kropsterapeutisk tilgang. Du lærer at skabe et endnu tryggere rum, hvor også for de mere sårbare nervesystemer kan lande dybere i stilheden.
Det er et krav, at du er certificeret Yin Yogalærer for at deltage på denne uddannelse. Derfor anbefaler vi, hvis ikke du allerede er certificeret, at du starter med vores 165-timers Yin Yoga uddannelse
Uddannelsens opbygning og indhold (Hold 4)
MODUL I: THE ART OF RESTING
På første modul dykker vi dybt ned i Restorativ Yoga. Her får du en introduktion til yogaformen og principperne og ikke mindst en større forståelse for forskellen mellem Yin Yoga & Restorativ Yoga. Desuden selvfølgelig også hvordan de to yogaformer på magisk vis kan kombineres. Vi bruger også en del tid på at nørde konkrete yogastillinger, både de blide, støttede Yin stillinger og de bløde, stille Restorative stillinger. Og vi nørder selvfølgelig også en masse udstyr. Sidst men ikke mindst tilbringer vi tid på yogamåtten – hvor du på dette modul især skal opleve den stille Restorative Yoga gennem egen krop og nervesystem.
Underviser: Karina Bargholz / Gæstelærer: Kirstine Stenvad
MODUL II: THE ART OF TOUCHING I
På andet modul åbner vi op for Polyvagalteori med udgangspunkt i dig. Her har vi fokus på, hvad der sker i dig – i mødet med andre – også når et andet menneske lægger hænder på din krop. Du introduceres til den polyvagale stige og nervesystemets fire tilstande: ventral vagal, sympatisk, dorsal vagal og fawn. Desuden også begreber som triggers, lyspunkter og ressourcer. Her zoomer vi ind på dit eget indre og det at kunne sanse forskellige tilstande i dit eget nervesystem, fx tegn på tryghed, kamp, flugt og frys. Efter dette modul vil der være hjemmearbejde i form af at skemalægge og lære dine egne indre tilstande endnu bedre at kende – og hvordan du regulerer dit nervesystem tilbage til mere groundet, forbundet og tryg. Vi fortsætter også med at nørde udstyr i yogastillinger – nu med fokus på berøring.
Underviser: Karina Bargholz / Gæstelærer: Kirstine Stenvad
MODUL III: THE ART OF TOUCHING II
Polyvagalteori er stadig i centrum på dette modul. Men nu med udgangspunkt i at sanse andres tilstande. På modulet får du konkret erfaring med at lægge hænder på kroppe og åbne dit nærvær for den anden. Du lærer forskellige måder at lægge hænder på kroppe – ikke for at rette på stillingen, men for at invitere kroppen til at synke dybere ind i ro, tryghed og hvile. Vi kigger også på et vigtigt emne, som er ansvar og samtykke. På dette modul introduceres du også til det sociale engageringssystem og hvordan du skaber tryghed gennem ordvalg, kropssprog, stemmeføring og rummet i det hele taget. Desuden nørder vi sekvensering af Yin Yoga Rest klasser og leger med konkrete undervisningsøvelser.
Underviser: Karina Bargholz
MODUL IV: THE ART OF TEACHING
Det sidste modul handler i høj grad om at holde rum for andre. Her skal vi lege med forskellige undervisningsøvelser og binde sløjfe på alt det du har lært på uddannelsen. Modulet afslutter vi med den fineste fejring og ceremoni.
Underviser: Karina Bargholz / Gæstelærer: Kirstine Stenvad
Inden uddannelsens opstart modtager du videomateriale, hvor du blandt andet får genopfrisket kosha modellen og principperne i sekvensering. Så alle har det samme udgangspunkt inden vi mødes første gang.
Sådan siger tidligere deltagere:
“Tusind tusind tak for at holde rum. Det har været en helt fantastisk proces. Så dejligt et forløb. Jeg havde lyserøde briller på længe efter. Det var lige præcis det og jer, jeg havde brug for. Tak for jer.” – E.
Om underviserne:
- Karina Bargholz var én af de første Yin Yoga undervisere i Danmark – og er kendt for sine blide, blide Yin Yoga klasser. Efter i 2012 at have gennemført sin første 200 timers uddannelse med Mari Nordstrøm (Blid Hot Yoga) blev hun optaget på Sarah Powers’ institut, hvor hun gennemførte 300 timers Yin Yoga uddannelse samt mentorforløb med Ty Powers. I de år var hun også i USA for at studere Yin Yoga med Paul Grilley. På Karinas CV står desuden længerevarende uddannelser som: Open Flow Yoga, Hatha Yoga, Restorativ Yoga, Yoga Nidra, Gravid Yoga & Efterfødselsyoga. Karina har undervist tusindvis af yogaklasser siden hun blev certificeret yogalærer i 2012 og er indehaver af YamYam, som åbnede for snart 8 år siden. Hun er desuden uddannet Cand. Mag. Sprogpsykolog & SOURCE Terapeut – og videreuddanner sig løbende inden for det traumeterapeutiske felt.
- Kirstine Stenvad var draget af Restorativ Yoga allerede inden sin første yogalæreruddannelse. I 2012 blev hun derfor også uddannet i Restorativ Yoga hos Bo Forbes (USA), og har siden undervist utallige restorative yogaklasser, og fra 2017 også uddannet Restorativ Yogalærere i sit samarbejde med Malika Baladi. De to har desuden skrevet en bog om Restorativ Yoga, udbudt efteruddannelser, afholdt online kurser og retreats m.m. Kirstine er 500hr advanced yogalærer og har videreuddannet sig i bl.a. Yoga Nidra, Ayurveda, Anatomy Trains, Kropsfokuseret Mindfulness, Børneyoga, yogafilosofi m.m. Hun er pt. under uddannelse til Yogaterapeut (v. the Yoga Therapy Institute).
Kirstine er også uddannet skolelærer og har stor passion for og erfaring med det gode læringsrum, differentiering og undervisningsdidaktik. Hun driver til dagligt sit yogastudie Hjerterummet i Faxe, afholder yogalæreruddannelser samt udbyder mentoring for yogalærere.
Praktiske detaljer:
Betingelser for at blive optaget på uddannelsen:
Det er et krav, at du allerede er uddannet Yin Yogalærer – og også gerne har konkret erfaring med at undervise Yin Yoga. Dermed har du formentlig erfaring med at sekvensere samt guide åndedrætsopmærksomhed og meditation eller mindfulness. Sidst men ikke mindst skal du have lyst til at være i et rum med dig og andre, hvor vi udforsker indre tilstande, som kan, men ikke nødvendigvis skal, sætte processer i gang. På vores 165-timers Yin Yoga uddannelse kan du blive certificeret Yin Yogalærer – og derefter fortsætte på vores Advanced Yin uddannelser.
Sted & Tidspunkt:
Uddannelsen afholdes hos YamYam i Køge. Uden bil kan du komme hertil med tog og cykle fra stationen. Der er både hoteller og bed and breakfast i nærheden, hvis du har brug for overnatning. Torsdag & Fredag mødes vi kl. 10.00-18.00 / Lørdag & Søndag kl. 10.00-17.00.
Pris & Betingelser:
Pris: 16.500, inkl. undervisningsmateriale, drikkevarer og snacks (madpakke skal du selv medbringe på modulerne). Når du bliver optaget på uddannelsen, skal du betale et depositum på 4.500 kroner. Det er muligt at betale restbeløbet rentefrit i flere rater. Fra 2026 bliver visse dele af yoga pålagt moms. Dette gælder dog ikke faglig undervisning. Derfor er prisen på denne uddannelse fortsat uden moms.
Sidste frist for tilmelding: 16. marts 2026
Betingelser: Tilmelding er bindende og det er ikke muligt at flytte hele eller dele af uddannelsen til et senere tidspunkt. Ej heller er det muligt at få pengene retur. Ved afbud inden uddannelsen, eller hvis du stopper undervejs, vil det fulde beløb fortsat blive opkrævet, medmindre pladsen kan sælges til en anden. Dette kan vi dog ikke garantere.
Certificering:
Ved mere end 10 procent fravær modtager du ikke noget certifikat. Det er dog muligt at deltage på den resterende uddannelse alligevel.
For at få et certifikat skal du desuden deltage på minimum 5 inspirationsklasser med andre undervisere (online eller fysisk i andre yogastudier). Du bestemmer helt selv hvor og med hvem – bare det har elementer af Restorativ Yoga. Desuden vil der efter modul II være hjemmearbejde i form af at skemalægge og lære dine egne indre tilstande at kende.
Tilmelding:
For at komme i betragtning til uddannelsen skal du sende os et lille skriv, hvor du fortæller kort om dig selv og hvilken Yin Yoga Uddannelse du har gennemført. Dermed sikrer vi at alle deltagere er certificeret Yin Yogalærere, som er et optagelseskrav. Derefter indbetaler du depositum for at sikre din plads på uddannelsen.
Send en mail til info@yamyoga.dk
Spørgsmål?
Du er altid velkommen til at booke et afklarende telefon- eller skype møde. Mødet koster naturligvis ikke noget. Kontakt os på info@yamyoga.dk eller giv os et kald på +45 3059 2993.