Hos YamYam tilbyder vi drop-in fordybelsesklasser, forskellige forløb, workshops og retreats – inden for forskellige yoga stilarter. Der er både noget for dig, der er til det helt blide og for dig, der ønsker at blive fysisk mere udfordret. Under skemaet finder du beskrivelser af de forskellige yogaklasser.

Yogaklasserne

Yin Yoga

Yin Yoga er en rolig yogaklasse, som består af lange stræk, der holdes i 3-5 minutter ad gangen. Stillingerne arbejder målrettet med bindevævet for dermed at forløse spændinger i kroppen. Bindevævet har de seneste år fået en del fokus og forskere har fundet ud af, at mange fysiske gener og smerter er forbundet med bindevævet. Og netop derfor kan yin yoga medvirke til at bringe din krop tilbage i balance.

Slow Flow Yoga

Slow Flow Yoga er en dynamisk yogaklasse med fokus på styrke og stabilitet gennem stående stillinger og bevægelser. Du vil lære ujayi åndedrættet, som er med til at løfte yogaen fra gymnastik til en dyb, mindful oplevelse af krop og sind.

Blid Morgen / Blid Aften Yoga

Blid Morgen / Aften Yoga er en dynamisk yogaklasse med fokus på siddende og liggende stillinger – dog kan der også snige sig en stående stilling eller to ind. Nænsomt arbejder vi kroppen igennem med en blanding af dynamiske flows og rotationer, nærende yin yoga stræk og passive restorative stillinger.

Relax Fully

Relax Fully er en af de blideste yogaklasser du kan vælge. Her starter vi med at arbejde kroppen igennem med blid, mindful yoga, hvorefter klassen glider over i dyb afspænding i form af Yoga Nidra. Yoga Nidra betyder yogiens søvn og er en guidet afspænding, hvor du ligger på ryggen, imens krop, sind og følelser finder dyb ro.

Relax, Release, Restore

Relax, Release, Restore er en blid terapeutisk yogaklasse. Her er fokus restorativ yoga, som består af passive yogastillinger, hvor vi anvender puder, tæpper og blokke til at støtte op om kroppen. Stilling for stilling finder krop og nervesystem mere og mere ro og du giver kroppen mulighed for at genopbygge sig selv og finde tilbage i balance.

Gravid Yoga

Gravid Yoga er for dig der er minimum 12 uger henne i din graviditet. Klasserne er en blanding af yogastillinger og sekvenser skræddersyet til at styrke, stabilisere og afspænde kroppen. Desuden lærer du gode fødestillinger, forskellige åndedrætsteknikker samt måder hvorpå du mentalt kan arbejde med veerne under din fødsel. Sidst men ikke mindst er der fokus på at styrke forbindelsen mellem dig og din baby.

Mor & Baby Yoga

Mor & Baby Yoga er for dig der har født. Vi anbefaler, at der er gået minimum 8 uger siden fødslen. Klassen fokuserer på funktionelt at genoptræne bækkenbund og kerne. Dette gør vi både gennem åndedræt og forskellige stillinger og flows. Du genfinder forbindelsen til kerne og bækkenbund og opnår styrke og stabilitet i kroppen. Din baby er velkommen på klassen og inddrages i undervisningen, så vidt det er muligt

Andre praktiske oplysninger om booking

Med et klippekort til drop-in fordybelse har du adgang til vores 2-timers fordybelsesklasser. De er markeret med grå på skemaet og kan bookes direkte her på siden ved at klikke på klassen på skemaet.

Ønsker du at tilmelde dig et forløb (de er angivet med grøn på skemaet) eller en workshop (de er angivet med brun på skemaet), foregår booking ved at du gennemfører købet på webshoppen https://webshop.sport-solutions.dk/YamYam.

Når du er oprettet som medlem og har modtaget brugernavn samt adgangskode, kan du tilgå din personlige profil på https://booking.sport-solutions.dk. Her kan du blandt andet afmelde fordybelsesklasser.